EKJ skal være med til at realisere en ny, karakteristisk kirkesal bygget i træ i den spirende bydel Nærheden i Hedehusene.
Vi kan med stolthed fortælle, at vi sammen med arkitektfirmaet og totalrådgiver Cornelius Vöge har vundet den ærefulde opgave med at bygge en ny kirkesal i Nærheden i Hedehusene.
Bydelen Nærheden er gået fra 0 til 4.000 indbyggere på fem år, og det betyder, at den mere end 100 år gamle, kirke i lokalområdet – Ansgarkirken – har brug for at udvide rammerne med en ekstra kirkesal.
Vi glæder os til at være med til at realisere den smukke kirkesal, som bliver lidt af et vartegn i området med sit karakteristiske tag og en konstruktion bygget helt i træ. Og netop materialevalget er noget af det, der kræver lidt ekstra af ingeniørkunsten.
”Såvel de ret store spænd i taget som den komplekse geometri er noget, der skal regnes lidt ekstra på, når vi bygger i et materiale som træ. Samtidig er det også den ambitiøse brug af træ, der er med til at gøre projektet ekstra spændende at arbejde med, og som peger ind i fremtiden, hvor vi ved, at træ bliver et af de materialer, vi kommer til at bygge meget mere i,” fortæller EKJ’s fagleder på projektet, Rasmus Joakim Helweg-Pedersen.
Én kirkesal, mange funktioner
Mens den eksisterende kirke har plads til 160 mennesker, får den 700 m2 store kirkesal plads til 250 siddende gæster. Kirkesalen skal dog ikke kun bruges til aften- og særgudstjenester, men også til koncerter og andre kulturelle arrangementer, der favner alle aldersgrupper.
Med sin centrale placering i bydelen og med direkte forbindelse til byens grønne parkstrøg, Loopet, bliver kirkesalen et synligt vartegn og samlingspunkt for Nærheden som bydel og Hedehusene som by.
Akustiker Claus Riis og lysdesigner Jesper Kongshaug er også en del af holdet bag den nye kirkesal, som ventes at stå klar i 2027.
Læs mere om projektet.
Tak til Cornelius Vöge for lån af visualiseringer.