juni 16 2020 0Comment

Ny leder for EKJ’s kontor i Aalborg

På EKJ’s kontor i Aalborg er Klavs Bo Kamp startet som ny afdelingsleder. Han kommer fra en stilling som projektchef hos MT Højgaard og overtager ledelsen efter afdelingsleder Jørgen Lindgaard, der glædeligt fortsætter på kontoret i en rolle som markedschef. Dermed vil Jørgen fortsat bringe sit store netværk og sine mange års erfaringer i branchen i spil. Med ansættelsen ønsker EKJ desuden at styrke sin kundeportefølje indenfor særligt renoveringsområdet, hvor Klavs kommer med solid erfaring. En viden, der er relevant og meget aktuel – ikke mindst i forhold til den grønne omstilling i byggeriet.

”Jeg glæder mig meget til, at jeg sammen med medarbejderne skal finde vores fælles ben at stå på. Vi skal videreføre alt det gode og i fællesskab udbygge vores virke og kompetencer. Min første opgave bliver naturligvis at blive en del af kontoret, som det er – at lytte og sparre med hver enkelt medarbejder, så vi sammen kan styrke det bestående og forandre os, hvor der er behov for det. Det bliver en spændende proces,” siger Klavs Bo Kamp.

Som leder beskriver Klavs sig selv som involverende og motiverende.

”Jeg lytter og forsøger at anskue problemstillinger fra andre synspunkter – nok typisk noget med et praktisk islæt. Jeg bliver af og til meget engageret, og det skal vi nok få noget konstruktivt og sjovt ud af,” fortæller han.

Fritid med cykling og golf

Privat er Klavs gift med Dorthe. Sammen har parret to døtre, ét barnebarn samt ét andet på vej. Fritiden bliver typisk brugt i sommerhuset i Blokhus. Klavs har desuden kørt med Team Rynkeby Nordjylland til Paris to gange (2015 og 2016) og har også været aktiv i erhvervsnetværket VIRTU Business Club (VBC). Senest er interessen for golf kommet til.

”Golf er nyt og spændende, men hvor kan det bare udfordre tålmodigheden – på den gode måde. For mig er en aktiv fritid den absolut bedste måde at samle energi og skærpe sanserne til et sundt og spændende arbejdsliv.”

FAKTA: Klavs Bo Kamp

  • Uddannet akademiingeniør med speciale i bygningskonstruktioner.
  • De første 10 år af karrieren har han især beskæftiget sig med konstruktioner i beton og stål. Derefter har fokus været på salg, projektstyring og ledelse.
  • De seneste 12 år har han fungeret som enten afdelingschef eller projektchef – senest hos MT Højgaard. Her var han ansvarlig for bl.a. tilbud på renoveringsprojekter og som sparringspartner for bygherre og dennes rådgivere ved tre større projekter i Vest Danmark: Dalum Papirfabrik i Odense, AU Campus II samt restaurering af bevaringsværdig bygning i forbindelse med ombygning af det tidligere Aarhus Hovedbibliotek.

 

Foto: Camilla Hylleberg