EKJ har sammen med det velrenommerede norske arkitektfirma Reiulf Ramstad Arkitekter vundet projektkonkurrencen om Doverodde Købmandsgård i Thy for SMK – Statens Museum for Kunst. Med ombygningen omdannes stedet nu til en permanent museumsfilial takket være en donation på 37,5 millioner kroner fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal.
”Det er et meget spændende kulturprojekt for EKJ at være en del af. Vi har haft en god proces sammen med Reiulf Ramstad Arkitekter, hvor vi har talt om de gode løsninger, så form og funktion bliver løst på bedste vis i projektet. Vi ser også meget frem til at forme og gennemføre projektet i samarbejde med SMK,” siger forretningschef for EKJ Nord, Klavs Bo Kamp.
Vinderforslaget er en robust helhedsplan, som muliggør en fremtidig udvikling af Doverodde Købmandsgård som et kvalitetsbåret kulturfyrtårn i landsdelen. Stedet skal også udvikles til et dynamisk anker for det lokale fritids- og kulturliv.
EKJ kommer til at bidrage med stærke ingeniørkompetencer inden for løsning af unikke kulturprojekter. Vi har tidligere været ingeniørrådgiver på markante projekter som fx Himmelhaven på Ordrupgaard, Frihedsmuseet og Statens Naturhistoriske Museum og har dermed stor erfaring med forvandling og opdatering af eksisterende bygninger, herunder fredede bygninger.