Praktikforløb i EKJ

Hos EKJ har du mulighed for at komme i praktikforløb som en del af din videregående uddannelse.

Som praktikant hos EKJ får du en praktikplads fuld af udfordringer. Du kommer til at arbejde sammen med engagerede medarbejdere i en rådgivervirksomhed, der bygger på service, troværdighed og kompetence. Vi tilbyder en alsidig praktikperiode med fagligt såvel som personligt udfordrende arbejdsopgaver.

Vi tilrettelægger dit praktikforløb i tæt samarbejde med dig  – med afsæt i dine ønsker og vores behov.

Vær med til at planlægge dit eget praktikforløb

Gennem dit praktikforløb kommer du til at indgå i et stærkt fagligt og socialt fællesskab, og som en naturlig del af vores faste teams. Som praktikant vil du få afprøvet dine kompetencer på virkelige projekter og få et indtryk af, hvad det vil sige at arbejde som rådgivende ingeniør.

Vi ansætter praktikanter to gange årligt – i årets to første måneder samt i august/september. Hvis du er interesseret, er du meget velkommen til at sende os en kort ansøgning vedlagt dine eksamenspapirer via jobagenten herunder. Fortæl i din ansøgning, hvorfor du gerne vil i praktik hos EKJ, og hvilket område af ingeniørfaget du kunne tænke dig at arbejde med.

Send os din ansøgning via jobagenten

Historier fra vores praktikanter

IMG_2838-ny

Naja Mønster Schlüter

Vi har haft fornøjelsen af at have Naja som praktikant i vores afdeling Project Management. Se også denne video med Naja.

”Inden mit praktikforløb havde jeg en idé om, at jeg gerne vil være projektleder på længere sigt. Her faldt jeg over EKJ, og jeg har i samarbejde med dem skræddersyet og tilrettelagt mit praktikforløb helt efter mine ønsker, præferencer og kompetencer.

Fordi min uddannelse ikke er indenfor byggeri, havde jeg en bekymring for, om mine kompetencer mon kunne matche byggebranchen. Men mine bekymringer er blevet bragt til skamme, for jeg blev hurtigt tilknyttet nogle spændende projekter, hvor jeg har fået lov til at prøve kræfter med alt fra projektstyring, økonomistyring, deltagelse i byggemøder samt besøg på byggeplads.

Det har været superspændende og lærerigt. Noget særligt ved EKJ er, at de sætter en ære i at uddanne deres praktikanter, og jeg har følt, at der er blevet taget godt hånd om mig fra første dag. Jeg er blevet mødt i øjenhøjde og kan få sparring fra kollegaer, når jeg har brug for det.

Praktikforløbet hos EKJ har gjort, at jeg nu er afklaret med, hvad jeg vil, når jeg er færdiguddannet ingeniør. Projektledelse og byggebranchen har fortsat min store interesse, og jeg ser mig selv fortsætte inden for dette felt.”

Naja Mønster Schlüter læser til proces- og innovationsingeniør på DTU

Praktikforløb i EKJ

Jasper Cotto Hansen

Jasper har i tre måneder været praktikant i EKJ’s Konstruktionsafdeling. Han er nu fastansat hos os som konstruktionsingeniør.

“Som praktikant i EKJ’s konstruktionsafdeling er jeg blevet udfordret på et højt og alsidigt niveau. Jeg har arbejdet med projektering af både større- og mindre konstruktioner, og har i den forbindelse styrket mine færdigheder inden for bl.a. statik og FE-programmer.

I EKJ er mit arbejde blevet mødt i øjenhøjde, og jeg har fået lov til at udføre vanskelige opgaver under kyndig vejledning. Det er rart at mærke, at man er en del af produktionen, og ikke får ”ligegyldige opgaver” som praktikant.

Selvom jeg har siddet som rådgiver, har jeg ikke siddet bag en skærm hver dag. Jeg har været ude (alene og med vejleder) på besigtigelser. Dette har givet mig en bedre forståelse for, hvordan man skal indtænke de udførende folk i de opgaver, man projekterer som rådgiver.”

Jasper Cotto Hansen er uddannet diplomingeniør inden for byggeri og infrastruktur på DTU