januar 09 2024 0Comment

Ingeniør Ditlev Wylich-Muxoll indstillet til Årets Unge FRI-Rådgiver 2024

Diplomingeniør og projektleder Ditlev Wylich-Muxoll, 31 år, er indstillet til Årets Unge FRI-Rådgiver 2024

Ditlev fra Byggeri er indstillet for sit arbejde som projektleder med at forvandle en bygning i Jernbanegade i det gamle København med kontorer og lejligheder til et femstjernet boutiquehotel ’Hotel Skt. Dagmar’ med over 100 værelser.

Bygningen fra 1893 er bevaringsværdigt og fremstår som den ene halvdel af to tvillingebygninger i en karre af flere bygninger med i alt seks hoteller.

Om motivationen for indstillingen lyder det bl.a. fra gruppeleder Peter Droob og forretningschef Hans Juul Jensen begge fra Byggeri:

”Fremtidens byggeri kalder på transformationer og renoveringer, og brugen af nye materialer kræver andre handlingsmønstre og tankegange samt videbegær. Ditlev udforsker naturligt alle de nye muligheder og ser med fremtidens øjne, når han rådgiver sin kunde om mere bæredygtige løsninger i et samspil med økonomi og lovgivning.

”Ditlev kom til EKJ i 2019 og favner rollen som fremtidens rådgiver i en brydningstid, hvor branchen gennemlever en overgang fra det traditionelle til det moderne. Fra konventionelle tilgange med velkendte materialer såsom beton og armeringer til en digital tilgang, der optimerer løsningerne ved hjælp af nye metoder og teknologier, hvor man går lige til grænsen i stedet for at gøre, som man plejer. Ditlev demonstrerer en imponerende evne til at tilpasse sig forandringerne samtidig med, at han er yderst ansvarsfuld – en balance på en knivsæg.”

Og kunden Claus Hildebrandt fra Ejendomsselskabet Katarina supplerer:

”Ditlev har etableret en professionel og tillidsfuld arbejdsrelation, der demonstrerer hans evne til effektivt at samarbejde med mit team og levere selvstændige resultater. Hans evne til at påtage sig ansvar for projektet er tydeligt, og han er åben for optimeringsforslag. Når der opstår udfordringer, tager Ditlev straks handling, inddrager relevante interne og eksterne interessenter og præsenterer gennemarbejdede og transparente løsninger.

Ditlev er konstant tilgængelig og formår at give konkrete indsigtsfulde svar på komplekse problemstillinger. Han viser en god forståelse for mine behov – også i forhold til rentabilitet og økonomiske perspektiver. Dertil fungerer han som bro mellem konstruktion, teknik og energi for at imødekomme mine og arkitekternes ønsker for projektet.”


Det tidligere gårdrum overdækkes med et glastag, så gårdrummet bliver en integreret del af stueetagen med kig op til himlen. Desuden bygger man en tagterrasse af træ på 6. sal.

Om prisen

Foreningen af Rådgivende Ingeniører, FRI, uddeler hvert år prisen til en ung ingeniør, der bidrager med noget ekstraordinær i form af miljørigtige, innovative, bæredygtige eller energibesparende løsninger.

Prisen består – ud over æren – af deltagelse i FIDIC’s uddannelsesprogram Future Leaders Management Certificate (FLMC) i 2024.

Vinderen, og op til yderligere fire af de indstillede unge FRI-rådgivere. vælges til konkurrencens finalister. Vinderen bliver kåret på FRI’s årsmøde den 7. marts 2024. 🤞

EKJ havde sidst en kandidat med i 2021.

.