maj 24 2022 0Comment

Sammenhængskraft på to hjul

EKJ-kollegaer har netop afsluttet den årlige og traditionsrige cykeltur Tour de Vest. De rapporterer om en smuk cykeltur i med- og modvind. Turen har til formål at binde EKJ-koncernen sammen på tværs af kontorer og datterselskaber. Som nogle måske allerede ved, er der mange gode cykelben i EKJ, og vi har tidligere deltaget med et EKJ-hold i det kendte RAAM-cykelløb (Race Across America). Mindre kan heldigvis også gøre det, og Tour de Vest tager hensyn til, at ikke alle cykler lige hurtigt, ligesom vi har en servicevogn med, så der kan tilbydes assistance eller et lift, hvis der opstår krise.

Cykelturen havde primær start fra Høje Tåstrup Station og kom bl.a. forbi EKJ-kontoret i Ålborg, vores datterselskab Tri-Consult i Århus og EKJ-kontoret i Odense (hvor vi blev tanket op med den fynske egnsret brunsviger). Herfra videre mod vores datterselskab Broconsult i Roskilde. Og så tilbage til hovedkontoret på Blegdamsvej. Hele turen strakte sig over ca. 750 km.

Det var en herlig tur, hvor vi stod sammen om de gode og mindre gode oplevelser. Når man er på cykel, hører solskin og medvind til de gode oplevelser, mens regnvejr, modvind og punkteringer hører til de mindre gode. Det var en fin oplevelse sammen med gode, entusiastiske kollegaer at rulle igennem smukke – og for manges vedkommende ukendte – danske, landskaber, hvor spirende kornmarker bølgede i blæsten, og (overraskende!) mange rapsmarker sendte deres markante duft i vores retning,” fortæller direktionskonsulent Klaus Voldby Henningsen, der var med på hele turen.

Bonusinfo:

  • Tour de Vest varer 1-5 dage (afhængig af hvor lang tid, man er med), hvor man lever af slik, kiks, chokolade og øl og sodavand, og man tager ikke på – what’s not to like?”
  • Ifølge holdkaptajn Lars Bundgaard hverken regnede eller blæste det på turen – og hvis det gjorde, var det medvind (Lars lå forrest hele vejen og tog vinden). Der var heller ikke bakker på turen😊

Det var fint at opleve, hvordan vi med vores forskellige færdigheder og kompetencer bidrager til, at sådan en tur (på forunderlig vis) lykkes. Alle har på et eller andet tidspunkt ved behov og helt uopfordret budt ind, hvilket skaber sammenhængskraft, løsninger og fremdrift. Det var også herligt at opleve dedikationen fra den nye dreng i klassen (datterselskabet Tri-Consult), der stillede med to mand på etapen fra Århus til Ålborg og retur og hilste os velkommen med højt humør, flag, sandwich og sodavand/øl, da vi fredag sen eftermiddag ramte adressen i Viby,” siger Klaus Voldby Henningsen.