Mød Finn Oemig, miljøbiolog og fagchef i Miljø, Vej og Klima

Mød Finn Oemig, miljøbiolog og fagchef i Miljø, Vej og Klima

Finn Oemig er manden, der startede EKJ’s miljøafdeling op i 1989. Dengang stak han gevaldigt ud i mængden af ingeniører, men i dag er såvel opgaverne som antallet af miljøfaglige kolleger vokset.

Hvorfor valgte du at blive miljøbiolog?

Jeg har fra barnsben været interesseret i naturen, men jeg kunne også godt se, at naturen havde det skidt. Det var fx ret tydeligt, når man så store skumbobler i vandløbene, som kom, fordi vi ikke var så gode til at få renset spildevandet dengang. Jeg var ret idealistisk anlagt og ville gerne arbejde med noget, hvor jeg kunne gøre en forskel. Samtidig var jeg den første i min familie, der kastede mig ud i en akademisk uddannelse. Så jeg vidste, at hvis jeg skulle have en chance for at lykkes, så skulle jeg vælge et område, jeg var hjemme i. Og det blev så naturen.

Hvordan er det at være biolog hos en ingeniørvirksomhed?

Da jeg startede i EKJ i 1989, stak jeg meget ud i mængden af ingeniører. Jeg skulle være med til at opbygge en miljøafdeling, fordi man godt kunne se, at det var en faglighed, der ville blive brug for på de store projekter. I starten var det mest noget med at ringe til alle kommunerne og fiske efter muligheder. Der er sket en hel del siden da, og hvor jeg startede med at føle mig meget aparte, føler jeg mig nu fuldstændig integreret. I dag er miljøafdelingen en stor afdeling med over 20 ansatte, der rummer både geologer, kemikere, geografer og biologer som mig. Og man kan jo ikke bygge et hus uden at skulle forholde sig til, hvordan man skal håndtere regnvandet, og hvordan byggeriet vil påvirke omgivelserne. Så på den måde har EKJ også udviklet sig fra at være en ren ingeniørvirksomhed til en vidensvirksomhed, fordi vi rådgiver indenfor så mange felter.

Hvad er det bedste ved at arbejde hos EKJ?

Jeg kan rigtig godt lide, at jeg sidder med så mange forskellige typer af opgaver. I går arbejdede jeg med en odderpassage på Sydsjælland, og i dag arbejder jeg med at udvikle og klimasikre Vikingeskibsmuseet i Roskilde, hvor EKJ er med i opløbet om at vinde opgaven. Det er virkelig en fed variation.

Hvad har fået dig til at blive i EKJ så længe?

Jeg har dels fået mulighed for at have forskellige roller undervejs, og så holder jeg utrolig meget af mine kollegaer. Jeg elsker vores set up, hvor miljøafdelingen sidder sammen i et storrumskontor. Jeg ville slet ikke egne mig til at have mit eget kontor.

Hvilket projekt er du allermest stolt af at have bidraget til?

Jeg er virkelig stolt af, at det blev EKJ, der endte med at oprense en af Københavns mest forurenede grunde. I starten af 90’erne hjalp vi Lejerbo og fsb med at renovere en masse ældreboliger i København, og en af dem var Sundparken, der lå nær det gamle Sundby Gasværk. Fordi vi skulle bygge på grunden, begyndte vi at rode i jorden, og her slog det os, at vi jo faktisk havde en miljøafdeling – mig – og at vi jo godt kunne byde på den godt nok ret store opgave med at rense jord, grundvand og sikre et ordentligt indeklima på grunden. Københavns Kommune var ikke meget for det, fordi vi ikke var en kendt spiller på området dengang. Men Lejerbo støttede os i ambitionen, og den opgave blev starten på, at vi efterfølgende blev hyret til at rense andre gasværksgrunde.

Hvilken type opgaver fylder mest i dit arbejde?

Klimatilpasning fylder en hel del. EKJ har fået ry for at være dygtige til at lave klimatilpasning, og derfor bliver vi ret ofte kontaktet af arkitekter og landskabsarkitekter, som gerne vil arbejde sammen med os. Det hænger nok sammen med, at jeg forholdsvist tidligt kunne gennemskue, at klimatilpasning ville blive et område, der ville vokse helt vildt, og derfor har vi skubbet på overfor ledelsen for at gøre det til et område, vi satsede på. Og det betyder, at vi har oparbejdet en stærk faglighed på området i dag.

Hvilken samfundsudfordring synes du – set med faglige briller – at det er vigtigt, at vi får taget hånd om?

Vi er simpelthen ikke gode nok til at give plads til naturen. For når vi både skal have vindmøller, solceller, byudvikling og plads til landbrug, så bliver naturen ekstremt presset. Vi bor i forvejen tæt i Danmark, og jeg synes, at vi har alt for lidt øje for naturen, som ligger som små frimærker rundt omkring. Det vil nok være utopisk at tro, at vi kommer til at få Nationalparker på størrelse med dem, man kan opleve i USA eller Italien, men vi kunne godt blive bedre til at binde de små frimærker af natur sammen med grønne korridorer, så vi giver de sjældne arter bedre mulighed for at yngle. Hvad jeg selv kan gøre? Vi har for nylig været med til at udvikle en handleplan for biodiversitet for Lyngby-Taarbæk Kommune, og der bruger vi al vores faglighed for at give naturen de bedst mulige vilkår i fremtiden.

Færdiggør sætningen “hvis du kendte mig bedre, ville du vide at”… 

… jeg føler mig som en italiener. Danskere er ekstremt regelstyrede og kan godt være lidt stivnakkede, og der tager jeg lidt lettere på livet, og er nok også lidt mere anarkistisk anlagt. Jeg er også en ret dygtig kok, når det kommer til italiensk mad. Min hofret er den romerske pasta all’Amatriciana med tomat, pancetta og pecorino. Og så bliver min italienske åre naturligvis også styrket af, at jeg er italiensk gift.

Vil du være en del af EKJ?

Se hvilke stillingsopslag vi har på vores karriereside.