I 2013 nedbrændte det oprindelige Museum for Danmarks Frihedskamp i en påsat brand. Siden er der lagt mange kræfter i at genopbygge museet, der åbnede dørene i juli måned i år. Nu er Frihedsmuseet blevet kåret til Årets Byggeri i kategorien “Åben”. En hæderspris, som hvert år hylder årets bedste og vigtigste byggerier ud fra deres samfundsmæssige og byggefaglige betydning.
Det sagde dommerkomitéen
Beliggenheden og karakteren af Frihedsmuseet rammer plet og har en enorm betydning for, at vi får fortalt historien til samfundet. Det er så vigtigt for samfundet, at vi husker 2. Verdenskrig, og at vi husker det samfundssind, som lå i landet dengang. Desuden er det en meget vellykket og arkitektonisk bygning, som er formgivet med sikker hånd og tilpasset flot til et svært og sårbart sted. Det minder om løsningen på det Maritime Museum oppe i Helsingør, ved siden af Kronborg. Og både her og ved det Maritime Museum får man en stor oplevelse, uden at det generer omgivelserne. Det er en meget fin egenskab, når arkitektur forstår at berige omgivelserne uden at kræve opmærksomhed, sagde dommerpanelet ved udvælgelsen.
Anders Gutmann Madsen, projektleder hos EKJ, fortæller om projektet. “Det har været en spændende opgave at være med til at skabe rammerne om museet for Danmarks frihedskamp. Ligeledes har det på den tekniske side, været spændende at løse udfordringerne med at etablere en bygning under grundvandsspejlet tæt på fredede bygninger.
Jeg synes, at det er blevet et rigtig fint byggeri, hvor det er lykkedes at få brugerens ønsker fra byggeprogrammet og arkitektens visioner fra konkurrencen opfyldt. Så jeg er stolt over at modtage anerkendelse af, at indsatsen bliver værdsat,” siger Anders Gutmann Madsen.
EKJ har i samarbejde med Lundgaard & Tranberg Arkitekter, DEM (Dansk Energi Management A/S) og landskabsarkitekter Steen Høyer og Julie Kierkegaard stået for byggeriet af det nye Frihedsmuseum.
Læs mere om Årets Byggeri i artiklen fra BygTek.
Foto: Anita Lindebjerg