oktober 26 2021 0Comment

Bygningen der forsvinder

Kan en bygning forsvinde og blive ved med at give på samme tid? Nedrivningen af det gamle bryghus på Jagtvej 169B har været med til at sætte nye standarder for genbrug af materialer.

Nogle gange bliver vi spurgt om kortlægning af ressourcer overhovedet hjælper og er til fordel for bygherre? Til det kan vi svare, at det gør det, hvis det bliver gjort på en klog måde. Jagtvej 169B er det gode eksempel, der illustrerer, at det betaler sig, når vi gør os umage. Ved nedrivningen af det gamle bryghus har vi som rådgiver været med til at sikre, at alt brugbart fra bygningen bliver genanvendt. Dette er sket i et tæt og godt samarbejde med nedrivningsfirmaet Søndergaard og bygherre ATP Ejendomme, der som EKJ også brænder for at have en grøn profil.

Læs artiklen i Børsen Bæredygtig.

”Det var vigtigt, at vi kom tidligt ind i processen, så vi kunne kortlægge ressourcer og få mest muligt ud af dem. Vi er stolte af at have deltaget i et foregangsprojekt, som andre kan lade sig inspirere af, når de selv skal i gang med nedrivning og genanvendelse. Det er vildt at se de smukke gulvbrædder klar til genbrug – præcis, som vi havde drømt om, da vi gik og kortlagde hele ejendommen,” fortæller Peter Sally, civilingeniør, miljøteam ’Demolition’, EKJ.

Salg i alt der kan genbruges – også nedsænkede lofter

Alle ejendommens anvendelige materialer samt alle dertilhørende underliggende lag er kommet til anvendelse i både tilbudslisten og ressourcekortlægningen. Resultatet blev 27 siders anvisninger af materialehåndtering og 400 siders billeder af ressourcer og materialer. I skurvognen på pladsen blev de 27 sider hængt op som plakater, så nedrivningsfirmaet Søndergaard blev mindet om at håndtere ressourcerne rigtigt. Flere kommuner har vist interesse i konceptet, da projektet også giver en væsentlig reduktion i den affaldsmængde, som de anviser. Hos nedrivningsfirmaet Søndergaard har man glædeligt måtte sande, at der var MEGET salg i bl.a. de nedsænkede lofter. De blev hentet af private såvel som erhvervsdrivende, og der var særlig efterspørgsel på de store tømrer-konstruktioner.

Konkret bidrag

I en tid hvor der er mangel på byggematerialer, og vi skal værne om klodens ressourceforbrug skaber det stof til eftertanke. Som rådgiver med vores tværfaglige miljøteam ’Demolition’ helt i front, er vi stolte af at bidrage så konkret som her.

”I processen med at nedrive Jagtvej 169B har vi trådt helt nye veje. Vi er gået fra at være nedrivere til at være adskillere, og det har været en spændende proces både for os som virksomhed og for vores medarbejdere. Forarbejdet var grundigt, og vi kunne med EKJ’s kortlægning og vores egne idéer gå i gang med at høste ressourcer til deres højeste værdi. Men hvad er vores evner værd uden en bygherre, der er visionær, og som tør prøve nye ting af samt give os den tid og plads, som vi har behov for? I en tid, hvor der mangler lovgivning, afgifter og regler, har ATP Ejendomme vist tillid og givet os ekstra tid til at prøve nye veje i bæredygtighedens navn,” siger Kasper Sørensen, entreprisechef hos nedrivningsvirksomheden Søndergaard.

Nu også ressourcerådgivere

I EKJ kan vi tilsvarende se, at vi skal til at være både miljø OG ressourcerådgivere.

”Ressourcerådgivning startede i forlængelse af vores mangeårige fokus på håndtering af de forurenede materialer. Vi fandt ud af, at det selvfølgelig gav mening også at tænke på de rene materialer og bidrage til den cirkulære udvikling. Fremtiden ser lys ud, for ressourcekortlægning bliver med stor sandsynlighed et lovpligtigt element i 2023, så vi er på forkant med flere referencer og projekter, som kan inspirere vores kunder,” fortæller Peter Sally.

Hvor meget af Jagtvej 169 bliver genbrugt?

”På nuværende tidspunkt har Søndergaard afsluttet mere end 100 auktioner med alt fra lofter og lamper til sanitet og el artikler, alt sammen til direkte genbrug. Derudover er der forhandlinger i gang ift. at afsætte alle murstenene til genbrug eller genanvendelse hos Gamle Mursten ApS. Yderligere er der et ønske om at alle plankegulvene, de store tømrer-konstruktioner og vinduerne skal genbruges, om det så bliver til direkte genbrug eller bliver omsat til andre produkter, må tiden vise.”

Hvor langt er vi med at kunne spore materialerne?

”Sporbarhed har altid været den store joker. Men i forlæggelse af ressourcekortlægning og vores evne som rådgivere til at være med i hele processen, er det muligt at sætte de rigtige krav og ideer i værk, så det bliver muligt at følge materialerne fra én bygning til den næste og dermed fremme den cirkulære udvikling – uden at gå på kompromis med sporbarhed. Vi er der ikke endnu, men jeg er sikker på, at vi kommer derhen inden længe,” siger han.

Tinder for byggematerialer

Da sommer blev til efterår i 2021, var nedrivningsfirmaet Søndergaard i fuld sving med at høste ressourcerne. Meget af høsten landede på hylderne i genbrugsskuret på pladsen. Materialerne blev sat til salg gennem auktionsplatformen Klaravik, hvor toiletter, kabelskinner, akustiklofter, lamper, vinduer, stikkontakter, glas, teknikskab, døre, markise, brosten, skruer og mange andre skatte blev solgt direkte fra byggepladsen til slutbrugerne. Herved blev transporten til en genbrugsgrossist sparet. EKJ yder miljø- og ressourcerådgivning for projektet og er koblet på som ingeniørrådgiver i udbuds- og projekteringsfasen. Lige nu er der en omfattende miljøsanering i gang på adressen samt en hel del jord- og støbearbejde. Det er EKJ’s tværfaglige miljøteam ’Demolition’, der har udarbejdet konceptet for upcycling af bygningen. Vi har tidligere præsenteret metoden i ‘Netværk for nedrivning’, og projektet er desuden nævnt i Dakofa. Foto: ATP Ejendomme