En nænsom og bæredygtig renovering

EKJ har været rådgiver i den bæredygtige renovering og udvidelse af det bevaringsværdige Skovsgård Hotel; et socialt fyrtårn i Jammerbugt Kommune i Nordjylland.

Efter at have stået tomt og ubrugt hen i en årrække, genåbnede det gamle jernbanehotel i Skovsgård ved Brovst i 1992 som en socialøkonomisk virksomhed. Stedet skulle være et lokalt samlingspunkt, et hotel for tilrejsende og en rummelig arbejdsplads for sårbare mennesker med fysiske og psykiske handicap.

Knap 30 år senere stod den eksisterende hotelbygning foran en gennemgribende renovering, og der var også et ønske om at bygge til, så der kunne blive plads til flere hotelværelser, et større køkken, bedre personaleforhold og flere arrangementer.

EKJ har haft fornøjelsen af at være rådgivende ingeniører på projektet, og den nænsomme renovering er foretaget med stor respekt for at bevare hotellets oprindelige udtryk. Derudover har bæredygtighed – såvel socialt som miljømæssigt – været en gennemgående rettesnor i udviklingen af den bevaringsværdige bygning.

Gigaskruer gav stor CO2-besparelse

Forud for byggeriet lavede EKJ en LCA-analyse (livscyklusanalyse) af potentialerne for at sænke CO2-udledningen i byggeprocessen, hvis man gjorde ting lidt anderledes end normalt. Og her stod særligt to ting ud, fortæller Morten Zimmermann, der er innovationschef i EKJ.

”Det er ikke nogen hemmelighed, at brugen af cement er en af de helt store CO2-syndere i byggeriet i dag. Fundamenter er typisk støbt i beton, så vi afsøgte markedet for muligheder for at gøre det på en anden måde. Takket være egnede jordbundsforhold er det lykkedes os at fundere tilbygningen på nogle kæmpestore stålskruer – en metode, der ofte bruges til lette og midlertidige bygninger, men som vi så småt begynder at se også i de tungere byggerier i jagten på at reducere CO2-forbruget,” siger Morten Zimmermann.

Flytter fokus fra de vante løsninger

Det innovative fundament alene har givet en CO2-besparelse på 40 tons, og også selve tilbygningen har tydelige bæredygtige islæt. De bærende konstruktioner er udført i CLT – Cross Laminated Timber – som er massive vægskiver af træ, der minder om kæmpe krydsfinerplader. Et materialevalg, der er med til at gøre bygningen meget lettere og endnu mere CO2-venlig, end hvis man havde brugt beton som bærende konstruktion.

”Vores opgave var at flytte fokus fra de løsninger, vi plejer at bruge, til nye metoder der er mere klimavenlige. Det har været enormt spændende at være med på udviklingen af et projekt, hvor der er mulighed for at vælge nogle visionære løsninger, der virkelig gør en forskel i CO2-regnskabet. Men vi befinder os helt sikkert også på så nyt et territorium – bl.a. med skrueløsningen – at vi ikke uden videre kunne sige, at ’det gør vi bare’. Det krævede lidt ekstra – også fra vores gode samarbejdspartnere – men heldigvis lykkedes det,” siger Morten Zimmermann.

En lang række fonde – herunder Realdania og Den A.P. Møllerske Støttefond – har bidraget til ombygningen af Skovsgård Hotel.

Vidste du, at …

Brugen af stålskruer kan – hvis bl.a. jordbundsforholdene er til det – være en metode til at undgå CO2-udledende beton i bygningens fundament?

Træ i konstruktionen

I hotellets nye tilbygning er den bærende konstruktion lavet i træ. Et klimavenligt materiale, der vinder mere og mere frem – også i større byggerier.

Vores opgave var at flytte fokus fra de løsninger, vi plejer at bruge, til nye metoder der er mere klimavenlige. Det har været enormt spændende at være med på udviklingen af et projekt, hvor der er mulighed for at vælge nogle visionære løsninger, der virkelig gør en forskel i CO2-regnskabet.

Morten Zimmermann, innovationschef i EKJ

Bygherre

Skovsgård Hotel

Lokation

Brovst

Status

Færdiggjort i 2022

Vores primære ydelser:

Registrering og digitalisering af eksisterende forhold

Projektering af nedrivning, konstruktioner, VVS, ventilation og el

Myndighedskoordinering

Projektering af varmetabsberegninger samt energi og indeklima

Certificeret statiker og brandrådgivning