Da Billund Centret åbnede for 50 år siden, blev det hurtigt et velbesøgt samlingspunkt, der i dag rummer alt fra bibliotek, teatersal og kulturskole til café, dagpleje og en kirke.
Det var familien bag Lego, der via Ole Kirks Fond gav Billunds borgere det populære kulturhus, og nu har Billund Kommune sat gang i en større renovering og ombygning af centret, der skal sikre dets levetid mange år frem.
EKJ rådgiver inden for alle ingeniørdiscipliner og bidrager til projektforslag, myndighedsprojekt, udbudsprojekt, udførelsesprojekt, projektopfølgning og tilsyn samt aflevering af det færdige byggeri
Nøglen er multifunktionelle rum
For Billund Kommune har det været vigtigt, at centret ombygges med udgangspunkt i borgernes visioner og ønsker, så de får ejerskab til både processen og det fremtidige center. Derfor er projektet også udviklet ved brug af workshops og tæt, dialogbaseret samarbejdet med de lokale.
Ombygningen omfatter en større omorganisering af den eksisterende planløsning samt renovering inde og ude. En af grundtankerne bag ombygningen er, at centret skal have multifunktionelle rum, så lokalerne kan bruges til mange forskellige aktiviteter af mange forskellige målgrupper.
Generelt er ønsket, at lokalerne skal være åbne og tilgængelige for alle. Specielt har det været et stort ønske, at den nuværende cafe gentænkes og gøres mere nutidig i både funktion og udtryk.
I fremtiden kommer cafeen til at udgøre hjertet i huset, der også skal være et trækplaster for de mange turister, der kommer til Billund i særligt sommerhalvåret.
Bedre sammenhæng med byen
Ombygningen af Billund Centret omfatter også en renovering og ombygning af centrets ankomstområde og forplads, hvor der skal skabes bedre forhold til fremtidige aktiviteter og bedre sammenhæng med Billund bymidte. Billund Centret har nemlig en strategisk vigtig beliggenhed centralt placeret med kort afstand til LegoHouse, Lego Campus, Billund Plejecenter, den Internationale Skole og det kommende byområde ved travbanen.
Visualiseringer: Arkitektfirmaet Vallentin Haugland