Klimaændringer som hyppigere skybrud, stigende havniveauer og kraftigere stormflodshændelser betyder, at Danmarks Nationalbank skal beskyttes yderligere mod skybrud og sikres mod opdrift.
Den fredede bygning fra 1978 er i forvejen sikret med 72 jordankre, men for at fremtidssikre bygningen er det nødvendigt at etablere yderligere 187 jordankre.
Jordankrene er en slags kæmpesøm/skruer, der går 10-12 meter ned i jorden under de to kælderetager, som rummer tidligere bankbokse og parkeringskælder.
EKJ har designet løsningen for de 187 jordankre, og udførelsen, der foretages af entreprenør Per Aarsleff A/S, gik i gang i sommeren 2024 og er planlagt til at være færdig ultimo 2025.
187 nye jordankre skal holde fast på Nationalbanken
Projekteringsleder for opdriftssikringen Peter Droob fra EKJ siger om projektet:
”Løsningen med at etablere 187 nye jordankre – der hver især skal bores ned igennem en halv meter tyk betonbundplade og derefter et lag på 10-12 meter af både grus, kalk og flint – er en teknisk kompliceret opgave, både i forhold til design af løsning og den praktiske udførelse.”
”For at være sikre på, at vi havde en bygbar løsning, blev den praktiske udførelse testet for halvandet år siden i samarbejde med en entreprenør. På baggrund af de erfaringer, som vi høstede under testfasen, kunne vi udarbejde det endelige udbudsmateriale.”
Ifølge Peter Droob har kerneydelsen for EKJ været beregning og design af løsninger.
”Vi har beregnet os frem til antallet af jordankre, hvilken type de skal være, hvor dybt de skal ned, og hvor meget kraft de skal kunne trække for at sikre en optimal opdriftssikring af bygningen. Desuden har vi skullet eftervise, at de eksisterende konstruktioner kan optage påvirkningerne fra jordankrene. Ud fra det har vi udarbejdet tegningsmateriale, som entreprenøren kan udføre efter.”
Hvert jordanker er en 12-15 meter stålwire
Et enkelt jordanker består af en 12-15 meter lang højstyrke-stålwire, der er dobbelt korrosionsbeskyttet.
”Selve boreprocessen i kalk og flint er tidskrævende, fordi entreprenøren, Per Aarsleff, på grund af den lave højde i kælderetagen må anvende små borerigge. Forud for boreprocessen etableres en grube i den eksisterende gulvkonstruktion på 1 x 2 meter med en dybde på ca. 1 til 1,2 meter,” siger Peter Droob og fortsætter:
”For overhovedet at kunne bore, uden at der trænger vand ind i bygningen, skal entreprenøren inden gennemboringen af bundpladen etablere et særligt vandtætningssystem, som via pakninger begrænser vandet i at komme op under boreprocessen. På grund af den ringe plads bores der med 40 cm lange borestænger, der løbende bliver koblet på den forrige, i takt med at boringen når længere og længere ned i jordlagene.”
For at forhindre at borehullet kollapser under boringen, anvender Per Aarsleff både et ydre foringsrør og en indre borestand. Når boringen er nået til fuld dybde, monteres jordankret i borehullet, hvorefter ankret støbes fast i kalken.
Det tager omkring to dage at bore og montere ét anker.
Jordankre sikrer bygningen mod opdrift
Om funktionen af jordankret siger Peter Droob:
”Princippet i et jordanker er, at man udnytter vægten af den underliggende jord til at holde bygningen nede, når den bliver udsat for ekstra vandtryk. Jordankre er således et mere bæredygtigt alternativ til indbygning af ballast i form af beton eller tilsvarende. Et enkelt jordanker erstatter populært sagt 80 tons beton som ballast.”
”Når alle ankre er monteret, er Nationalbanken solidt forankret i de underliggende jord- og kalklag. Risikoen for, at der sker konstruktionsmæssige skader på bygningen, er dermed forhindret.”
Konstruktivt samarbejde og fokus på kvalitet
Peter Droob glæder sig over, at den flerårige designperiode er afløst af udførelsesfasen.
”Det er meget tilfredsstillende at opleve, at vores tegninger nu bliver til virkelighed,” siger han og fortsætter:
”Det at være med på holdet, der renoverer Nationalbanken, har været en både spændende og til tider ret kompleks opgave, som har krævet udvikling af unikke løsninger. Det har kun kunnet lade sig gøre, fordi samarbejdet med bygherre og entreprenør har fungeret konstruktivt, og hensynet til kvalitet har været prioriteret højt.”
Projektering af jordankre er blot en af mange opgaver for EKJ på Nationalbanken, da EKJ er totalrådgiver på projektet sammen med Rørbæk og Møller Arkitekter.