Munke Mølle: Fra dampmølle til kontorhus

EKJ har hjulpet ejendomsselskabet Olav de Linde med at forvandle de gamle møllebygninger på Odense Havn til moderne og indbydende kontorlokaler.

Der er fuld fart på udviklingen af Odense Havn, hvor nye boligbyggerier skyder frem på stribe og gamle industribygninger får nyt liv.

Et af de kendte byggerier, der har gennemgået en totalrenovation, er de gamle møllebygninger i Havnegade 32-34. For hvor der i tidernes morgen lå en gammel dampmølle og senere kom kornsilo og melpakkeri til, har Ejendomsselskabet Olav de Linde nu slået dørene op til nogle helt særlige hvidpudsede kontorbygninger. Og EKJ har haft fornøjelsen af at bidrage til transformationen som rådgivende ingeniører.

”Jeg er stolt over, at vi har formået at udnytte potentialet og give de gamle møllebygninger nyt liv, så bygningens historie bliver bevaret,” siger projektleder i EKJ, Martin Nielsen.

Det gamle murværk og træbjælker bliver bevaret

Transformationen har stået på i fire år og omfatter ombygning af en 5-etagers bygning fra 1904 og en 6-etagers betonbygning fra 1937. Derudover er den eksisterende 20 meter høje betonsilo blevet revet ned og erstattet med et 6-etagers byggeri.

De bygninger, som er blevet bevaret, er blevet strippet for alle installationer og indvendige, ikke bærende vægge, mens det gamle murværk og bærende træbjælker er blevet blotlagt og bevaret. Derudover er flest mulige bygningsdele som gulve, døre m.m. blevet restaureret og genanvendt. Resultatet er moderne og fleksibelt indrettede storrumskontorer, der fortæller bygningens historie.

Særlig fokus på brand- og klimasikring

Det er dog ikke uden udfordringer at give en gammel industribygning helt nyt liv. For hvor der på den ene side er et ønske om at bevare så meget af det historiske islæt som muligt, er der på den anden side en række myndighedskrav, som bygningerne også skal kunne leve op til.

Brandsikring er som regel et af de områder, der udfordrer, da bygningerne meget sjældent lever op til kravene. Her er dilemmaet typisk at lave en god brandsikring, der ikke skæmmer arkitekturen. I dette tilfælde blev løsningen blandt andet at beklæde den eksisterende trækonstruktion med sort stål, så brandsikringen blender ind med bygningens historiske træk,” siger Martin Nielsen.

Beliggenheden på kanten af kajen i Odense Havn har også gjort det nødvendigt at klimasikre de gamle møllebygninger, så de er rustet til en fremtid med stigende vandstand. Det har man gjort ved at hæve bygningernes sokkel mod havnen en halv meter samt lavet tiltag i terræn, der kan modvirke forhøjet vandstand.

Tak for lån af billeder til ejendomsselskabet Olav de Linde

“Jeg er stolt over, at vi har formået at udnytte potentialet og give de gamle møllebygninger nyt liv, så bygningens historie bliver bevaret.”

Martin Nielsen, projektleder i EKJ

Kategorier:
Kunde: Ejendomsselskabet Olav de Linde
Lokation: Havnegade 32-34, Odense
Færdiggjort: 2022

Munke Mølle