Nyt Kirkecenter Thisted Ulrik Ploug løfter et nyt LED-armatur med hørramme op. Stabler af armaturer til den nye dynamiske belysning ses i et hjørne af EKJ, hvor man også kan se at nogle af armaturerne er udskiftet. Stabler af armaturer til den nye dynamiske belysning ses i et hjørne af EKJ, hvor man også kan se at nogle af armaturerne er udskiftet.

Nyt Kirkecenter Thisted: Fra middelaldergrave til moderne kirkeliv

Tre års arkæologiske undersøgelser gik forud for opførelsen af Nyt Kirkecenter Thisted, der nu forener moderne funktionalitet med respekt for områdets kulturhistorie. Fleksible konstruktioner, avancerede akustiske løsninger og synlig regnvandshåndtering gør bygningen til et fremtidssikret samlingspunkt for kirkens mange aktiviteter.

Nogle byggerier kræver mere tålmodighed end andre. Nyt Kirkecenter Thisted er et af dem. Før byggeriet kunne gå i gang, gennemførte arkæologer tre års detaljerede undersøgelser i samarbejde med Thisted Museum og Nationalmuseet for at sikre områdets kulturhistoriske værdier og gravfreden.

Kirkecenteret er opført på den tidligere kirkegård ved Thisted Kirke, hvor mere end 200 middelaldergrave udgjorde et væsentligt kulturhistorisk fortidsminde. Først da undersøgelserne var afsluttet, kunne byggeriet begynde.

Det nye kirkecenter på ca. 960 m² blev indviet i juni 2026. Bygningen samler kirkens mange aktiviteter og rummer lokaler til konfirmandundervisning, korprøver, møder, fællesspisning og arrangementer. Et centralt torv fungerer som husets naturlige samlingspunkt med adgang til alle funktioner, mens markante søjler og et karakteristisk metaltag giver bygningen sit arkitektoniske udtryk.

Fleksibilitet og akustik i centrum

Bag de enkle arkitektoniske linjer gemmer sig en række tekniske løsninger, der gør huset velegnet til mange forskellige aktiviteter.

Bygningen rummer kontorer, mødelokaler, en korprøvesal og en stor multifunktionssal, der kan opdeles i to selvstændige rum. Det stillede store krav til både konstruktioner og akustik.

“Det var en kompleks lydteknisk opgave. Menighedsrådets kontor skulle fungere som en rolig arbejdsplads, samtidig med at der kunne afholdes korprøver og musikarrangementer i den store sal ved siden af. Samtidig skulle salen kunne opdeles i to selvstændige rum med effektiv lydadskillelse. Det krævede, at konstruktioner, samlinger og materialer spillede præcist sammen,” siger Brian Ugelsø Bak, tværfaglig projektleder i EKJ.

EKJ har projekteret konstruktionerne i tæt samarbejde med en ekstern akustiker, så samspillet mellem stål, betonelementer og tagkonstruktionen understøtter den nødvendige lydisolering. Betonvægge, lofter og konstruktionsdetaljer er udformet, så de bidrager til effektiv lydadskillelse mellem husets mange funktioner.

Effektiv stålkonstruktion

Bygningens markante, skrånende tag har resulteret i en usædvanlig stålkonstruktion, hvor ingen rammer er ens. De momentstive stålrammer udgør bygningens primære bærende konstruktion og sikrer samtidig stor fleksibilitet i indretningen.

“Bygningens primære bæresystem består af stålrammerne. Derfor er de indvendige vægge ikke bærende og kan flyttes, hvis kirkens behov ændrer sig i fremtiden. Det giver et meget fleksibelt hus, samtidig med at stålkonstruktionen er en hurtig og effektiv byggemetode,” fortæller Brian Ugelsø Bak.

Den samme stålkonstruktion benyttede EKJ og Brian Ugelsø Bak ved genopførelsen af et tidligere pakhus ved Doverodde Købmandsgård, der med stor publikumssucces nu huser den første filial for Statens Museum for Kunst (SMK) uden for København.

Synlig regnvandshåndtering

Også tagets geometri gav anledning til en særlig teknisk løsning. Den skrånende tagrende leder regnvandet videre til et regnvandsbassin, hvor afvandingen bliver en synlig del af bygningens arkitektur.

“Tagrenden er ikke vandret, som man normalt ser. Vandet ledes gennem den skrånende konstruktion og ender i en synlig stråle ned i et regnvandsbassin. Det er en teknisk løsning, som samtidig bliver en lille arkitektonisk oplevelse,” siger Brian Ugelsø Bak.

Med det nye kirkecenter har Thisted Menighedsråd fået et moderne samlingssted, hvor nutidens behov går hånd i hånd med respekten for stedets historie. Samtidig understøtter de ingeniørtekniske løsninger arkitekturen, sikrer høj funktionalitet og giver bygningen den fleksibilitet, der gør den klar til fremtidens aktiviteter.

Vidste du, at …

Det massive kirketårn på Thisted Kirke – der stammer fra omkring 1500-tallet – har været ændret flere gange.

Byggeri med høje krav til funktion, arkitektur og brugere

EKJ har stor erfaring med kulturbyggerier som fx udstillings- og museumsbyggeri, der ofte stiller høje krav til teknisk indsigt, planlægning og respekt for den oprindelige arkitektur. Vores kulturbyggerier omfatter både nybyggeri, restaurering, renovering og ombygning.

Tagrenden er ikke vandret, som man normalt ser. Vandet ledes gennem den skrånende konstruktion og ender i en synlig stråle ned i et regnvandsbassin.

Brian Ugelsø Bak, tværfaglig projektleder i EKJ

Bygherre

Thisted Menighedsråd

Samarbejdspartnere

Lokation

Thisted

Status

Ultimo 2024-medio 2026

Vores primære ydelser:

Projektledelse af alle ingeniørydelser

Projektering af konstruktioner

Byggeledelse

Energirammeberegninger

Fagtilsyn og projektopfølgning

VVS, ventilation og el

1 års gennemgang