Mockup finjusterer Nationalbankens installationer

Det er en kompleks opgave at opdatere de tekniske installationer i den fredede Nationalbank med begrænset plads under loftet. Derfor har EKJ udviklet en teknisk mockup, som på tværs af bygningsautomatik, VVS, ventilation og el sikrer, at alle installationer fungerer optimalt, inden håndværkerne går i gang med selve renoveringen.

”Fredningen af Nationalbanken betyder, at vi har meget lidt plads oppe under loftet til at kunne installere et nyt system for varme, køling og ventilation, der lever op til nutidens krav til indeklima, teknik og bæredygtighed.”

Det siger Mathias Andersen, gruppeleder for EKJ’s team af maskinmestre og ingeniører og commissioning-repræsentant for det tværfaglige rådgiverteam i Nationalbanken.

Sammen skal holdet opdatere de tekniske installationer og sikre et godt indeklima som en del af den gennemgribende renovering og restaurering af den fredede bygning fra 1978.

Mockup sikrer optimal løsning

For at teste og forfine de tekniske løsninger har EKJ udviklet og udført ”en mockup i en småskalamodel”, som Mathias Andersen formulerer det.

Mockup’en skal bruges til at evaluere løsninger og processer, inden renoveringen går i gang.

”Modellen har illustreret, at alle rør og kabler – fra køling og varme til ventilation og el – skal samles i en præcis rækkefølge for at sikre, at alle dele passer perfekt sammen og opfylder de opstillede krav. Mockup’en giver os mulighed for at teste og justere og hjælper os derfor med at undgå fejl og ineffektive løsninger senere i processen,” forklarer Mathias Andersen.

Fire kontorer på 2. sal i Nationalbanken er indrettet som testlokaler med forbindelse til mockup’en. Her afprøver man alt fra indeklima og belysning til rumfølere og akustik.

Unik ingeniørløsning fra 1970’erne

Ifølge Mathias Andersen er Nationalbankens oprindelige ventilationssystem fra 1970’erne teknisk enestående.

”Luften suges fra gulvet ved vinduerne op mellem to lag glas og ud gennem loftet, hvor den recirkuleres gennem et ventilationssystem,” siger han og fortsætter:

”Vi var imponerede over det oprindelige design. Vores mockup gør det muligt at genskabe systemet med moderne teknologi, så vi kan ramme en eksakt temperatur i et rum på f.eks. 20,7 grader og optimere luftkvaliteten ved at måle CO2-niveauer og justere luftstrømmen i realtid.”

Mulighed for at finjustere

Hensigten med mockuppen er at spare både tid og omkostninger i det samlede byggeprojekt.

”Ved at teste installationerne på forhånd via en mockup undgår man uforudsete problemer og dyre ændringer undervejs i renoveringen,” siger Mathias Andersen og tilføjer:

”Det er en kompleks opgave at designe et system, der respekterer fredningen og samtidig opfylder nutidens lovkrav og brugernes behov, men mockuppen giver os mulighed for at finjustere løsningen, så den fungerer perfekt fra dag ét.”

Ledig stilling som BMS-rådgiver hos EKJ

Foto: Charlotte Dahl

Gruppeleder for EKJ’s team af maskinmestre Mathias Andersen har været primus motor i udviklingen af den tekniske mockup i Nationalbanken.
Gruppeleder for EKJ’s team af maskinmestre Mathias Andersen har været primus motor i udviklingen af den tekniske mockup i Nationalbanken.

Vidste du, at …

EKJ er sammen med Rørbæk og Møller Arkitekter totalrådgiver for renovering og restaurering af Danmarks Nationalbank.

Læs mere om opgaverne på Nationalbanken:

EKJ medvirker til klima- og opdriftssikring af Nationalbanken

EKJ har som en del af totalrådgiverteamet for restaurering og renovering af Nationalbanken projekteret en unik løsning for klima- og opdriftssikring, som består af 187 jordankre, der skal monteres både under begrænsede pladsforhold og et konstant grundvandstryk.

Maskinmester Mathias Andersen får komplekse byggerier til at præstere på højeste niveau

Som maskinmester og gruppeleder forener Mathias Andersen teknisk indsigt og praktisk overblik for at levere banebrydende løsninger inden for indeklima og energieffektivitet – ofte på store og komplekse byggerier.

Ved at teste installationerne via en mockup på forhånd undgår man uforudsete problemer og dyre ændringer undervejs i renoveringen.

Mathias Andersen, gruppeleder i EKJ og commissioning-repræsentant for det tværfaglige rådgiverteam i Nationalbanken

Bygherre

Nationalbanken

Samarbejdspartnere

Lokation

København

Status

Byggeperiode:2024-25