november 03 2025 0Comment
Portræt af CEO Henrik Juul Sørensen, der sidder i en vindueskarm

Portræt i Byggeri af EKJ’s CEO Henrik Juul Sørensen

EKJ's CEO Henrik Juul Sørensen, der oprindeligt er uddannet bygningsblikkenslager, havnede som ingeniør i rådgiverbranchen, fordi han godt kunne lide at have kontakt til arkitekter og projektfolk og gerne ville være med tidligere i værdikæden. Foto: Charlotte Dahl

Portræt i Byggeri: EKJ’s CEO har fokus på klima og opgaver med et højere formål

Den globale klimaproblemstilling og opgaver, der skaber værdi for andre, hører til blandt fokuspunkterne hos den administrerende direktør i EKJ Henrik Juul Sørensen. Det siger han i et portrætinterview med magasinet Byggeri.

”Jeg kan godt lide, at opgaver har et højere formål.”

Det siger administrerende direktør i EKJ Henrik Juul Sørensen til magasinet Byggeri nr. 8 2025, der har stillet ham en række spørgsmål i serien ’Bag facaden’. Spørgsmålene drejer sig overordnet om, hvad der motiverer ham i arbejdet, hvilke opgaver der ligger på skrivebordet, og hvad god ledelse er.

Blandt EKJ’s opgaver med et højere formål nævner han botilbuddet Villa Frederik og Hellig Kors Kirkens krypt, der bliver ombygget til et fællesskabshus – begge projekter på Nørrebro i København – og de nye undervisningsfaciliteter Nyt SUND i Odense.

Klimadagsordenen betyder meget

Den globale klimaproblemstilling står også højt på Henrik Juul Sørensens dagsorden.

”Sidste sommer var jeg i England og kigge på genbrugt naturskifer til et privat byggeprojekt. På den rejse mødte jeg en professor i klima og bæredygtighed. Han havde taget nogle personlige valg og rejste ikke længere med fly, men cyklede på ferie, fordi han mente, at viden forpligter: Hvis man ved, hvordan man kan reducere sit klimaaftryk, har du også en pligt til at handle. Det inspirerede mig dybt.”

Først uddannet som bygningsblikkenslager

Til Byggeri fortæller Henrik Juul Sørensen, at han oprindeligt er uddannet bygningsblikkenslager – hvilket han understreger, at han er stolt af.

Om hvordan han er havnet i rådgiverbranchen, siger han:

”Jeg oplevede, at kontakten med arkitekter og projektfolk fascinerede mig, og at jeg godt kunne lide at være med tidligere i værdikæden. Altså med til planlægningen, samarbejdet og interaktionen. Derfor blev det naturligt for mig at søge videre ad ingeniørvejen. Ligesom min far var i øvrigt. Jeg er uddannet teknikumingeniør i Aarhus, og jeg er rigtig glad for det.”

Hans mantra er ’ordentlighed’.

”Jeg kan godt lide, at vi taler pænt, at der er en god atmosfære, og at det er trygt og rart at være i rummet. Man skal altid behandle andre mennesker respektfuldt. Chefer, der leder gennem frygt – det tror jeg simpelthen ikke på.”

Læs hele interviewet med Henrik Juul Sørensen i Byggeri nr. 8 2025 (s. 4-6).

De tre fotos viser i nævnte rækkefølge botilbuddet Villa Frederik, Hellig Kors Kirkens krypt, begge  i København, og Nyt SUND i Odense – hvilke CEO Henrik Juul Sørensen fremhæver som opgaver, der skaber værdi for andre. Fotos: Peter Hjortshøj og EKJ

Portrætter af medarbejdere i EKJ

Du kan også læse et portræt af CEO Henrik Juul Sørensen under EKJ.dk/medarbejderportraetter – hvor du kan møde mange forskellige faggrupper og funktioner blandt EKJ’s medarbejdere – fra maskinmesteren, der får Danmarks mest komplekse byggerier til at præstere på højeste niveau, til VVS-ingeniøren, der har passion for renovering, indeklima og konkurrencesvømning.

Få en karriere i EKJ

Hvis du har lyst til at blive en del af EKJ, kan du se hvilke ledige stillinger vi har på EKJ.dk/karriere.

Du er også altid velkommen til at sende en uopfordret ansøgning til EKJ.