Mesterlæren i klassisk restaurering har givet Mathias Claude Gautier et endnu bedre kendskab til ældre byggeri, og hvordan man kan restaurere/renovere og bevare det. Her inspicerer han en bevaringsværdig bygning i Kødbyen i København. Foto: Charlotte Dahl
”Kendskab til klassisk restaurering er vigtig for god bygningsbevaring”
Bygningskonstruktør og arkitekt i EKJ Mathias Claude Gautier har gennemgået et intensivt forløb, ’Mesterlære i klassisk restaurering’, som både gør ham selv og EKJ mere kompetent inden for renovering og transformation af ældre, især bevaringsværdige bygninger.
”En fuge imellem mursten kan i sig selv være en slags kunsthåndværk, der giver en bygning en helt særlig karakter.”
Det siger bygningskonstruktør og arkitekt i EKJ Mathias Claude Gautier, som i april 2026 afsluttede forløbet ’Mesterlære i klassisk restaurering’. Dermed lagde han en ekstra grundsten til sin viden og passion for at arbejde med bevaringsværdige bygninger.
’Mesterlære i klassisk restaurering’ omfattede 10 hele dage fordelt på et halvt år og var ledet af en af landets førende restaureringseksperter, arkitekt MAA og ph.d. Bente Lange. Forløbet omfattede bl.a. temaer om datidens byggestil, bygningsbesøg og praktiske øvelser – fx i at blande farver efter gamle metoder.
Mesterlære-viden gavner restaurering i Kødbyen
Sin nyerhvervede viden bruger Mathias Claude Gautier bl.a. som projektleder for restaurering af en 450 m2 stor bevaringsværdig bygning i Den Grå Kødby i København.
Bygningen fra 1879 er oprindeligt en industribygning for bearbejdning af tarme og huder. I en årrække har den huset kontorer og værksteder for den kreative branche – bl.a. film- og musikmiljøet – og vil fortsat gøre det efter renoveringen.
Hamborgfuge er en gammel byggeskik
Eksemplet med fugen, der gør en forskel, stammer netop fra industribygningen i Kødbyen.
”Bygningen – der kan betegnes som historicistisk – er opført i gule mursten, som dengang var billigere end røde mursten. Men selvom der er tale om en produktionsbygning, er der stadig arbejdet med arkitektonisk finesse bl.a. i form af en særlig fuge – hamborgfugen,” siger Mathias Claude Gautier og fortsætter:
”En hamborgfuge buer udad og danner en smal, afrundet profil,. Det skaber en særlig skyggevirkning på bygningens facader. Fugen kræver præcision og udføres traditionelt med et særligt profileret brændejern, som former mørtlen til den karakteristiske profil. Det er en gammel byggeskik, som ikke alle murere mestrer i dag.”
Mere præcise beskrivelser giver bedre udbudsmateriale
Mesterlærekurset har påvirket udbudsmaterialet for den bevaringsværdige bygning i Kødbyen.
”Restaureringsforløbet har bl.a. været med til at skærpe mit faglige sprog og metode, sådan at jeg nu bedre kan argumentere for, hvorfor en specifik løsning skal udføres – eller hvorfor en særlig detalje er afgørende for helheden. Konkret betyder det, at jeg i vores udbudsmateriale mere præcist for bygherre og entreprenør har kunnet beskrive, hvordan restaureringen i Kødbyen skal udføres, for at vi dermed bedre kan bevare den oprindelige bygningskultur.”
Han har også fået større blik for, hvor vigtig den tætte dialog med håndværkerne er.
”Det hele er et samarbejde, og kvaliteten afhænger af, at alle led i processen forstår intentionen!”
Bevaringsværdig i kategori 3
Bygningen er klassificeret med høj bevaringsværdi, SAVE-værdi 3.
”Kategori 3 betyder, at den udvendige restaurering skal ske med stor respekt for de oprindelige arkitektoniske kvaliteter. For facaden betyder det bl.a., at de karaktergivende hamborgfuger bør bevares og genetableres, hvor de er gået tabt eller er i dårlig stand. Gennem årene er dele af facaden blevet repareret med almindelige, flade standardfuger, og det har svækket bygningens oprindelige facadeudtryk,” siger Mathias Claude Gautier.
”Med vores restaurering vil murstensfacaden blive renset, så den fremtræder gul og skøn igen. Fuger i dårlig stand vil blive udbedret og udført med korrekt brændt fuge. Vinduer og døre slibes og males i ’Københavnergrøn’. Indvendigt i bygningens fælles arealer er der et smukt, skakternet klinkegulv i orange og sort, som vi også restaurerer. Desuden skal der etableres redningsåbninger, og udskiftes installationer – både på grund af dårlig tilstand og som følge af skadelige miljøstoffer.”
Restaureringen forløber fra juni 2026 til ultimo 2026.
Vigtigt med blik for arkitektur og proportioner
Med en kandidatoverbygning som cand.tech.arch. på sin bygningskonstruktøruddannelse har Mathias Claude Gautier længe haft interesse for eksisterende bygninger fra forskellige tidsperioder.
”Jeg synes, det er spændende at beskæftige mig med at bevare noget gammelt og samtidig få det til at leve op til dagens standard. Desuden er det en vigtig kompetence at have, da det mest bæredygtige tiltag inden for byggeri netop er at kunne renovere og restaurere. Mesterlærekurset har forstærket denne kompetence – både for mig og EKJ.”
Læs også:
Mathias Claude Gautier arbejder bl.a. som projektleder for restaurering af en 450 m2 stor bevaringsværdig bygning i Den Grå Kødby i København (foto 1 og 2). Her har han og hans kolleger bl.a. fokus på at restaurere det oprindelige, skakternede klinkegulv (foto 3) og de oprindelige hamborgfuger (foto 4).
Foto: Charlotte Dahl



