juni 11 2026 0Comment
Udsnit af trappeforløb set fra oven i Danske Banks tidligere hovedsæde i Laksegade Kvarteret

Four Seasons åbner hotel i Laksegade Kvarteret

Da det tidligere Danske Bank-domicil er fredet, skal de historiske rum, elevatorer, trapper og gangforløb bevares, samtidig med at der skal skabes plads til installationer som el og ventilation efter nutidens krav. Foto: Charlotte Dahl

Hotelkæden Four Seasons åbner i Laksegade Kvarteret

Hotelkæden Four Seasons skal drive det kommende luksushotel i Danske Banks tidligere hovedbygning. Hotellet bliver et centralt element i det nye byrum i Laksegade Kvarteret, hvor EKJ er med som ingeniørrådgiver.

Når hotelkæden Four Seasons Hotels and Resorts åbner sit første hotel i Laksegade Kvarteret, vil det være det allerførste hotel i Norden, som det canadiske luksusbrand skal drive.

Hotellet, der vil omfatte mere end 100 værelser på i alt 22.000 m2, indgår som en central del af forvandlingen af det tidligere lukkede bank- og finanskvarter omkring Laksegade ved Kongens Nytorv og Holmens Kanal midt i København.

16 bevaringsværdige eller fredede bygninger i Laksegade Kvarteret skal renoveres eller transformeres til hotel, kontorer og butikker på alt 50.000 m2 – inklusive et eksisterende p-hus. Samtidig skal der etableres et levende byrum med caféer, pladser og begrønning.

Hotel i Danske Banks tidligere hovedbygning

Det er Danske Banks tidligere hovedbygning – det ikoniske Erichsens Palæ – der skal transformeres til hotel. Bygningen er især kendt for sin søjleportal, som vender mod Kongens Nytorv og ligner et græsk tempel.

EKJ er som ingeniørrådgiver med på projektholdet, der også består af arkitekterne Praksis og Krook & Tjäder, bygherrerådgiver Dominia, totalentreprenør NCC og landskabsarkitekt COBE.

Bygherre på byrumsprojektet er ejendomsinvesterings- og udviklingsselskabet Thylander A/S i samarbejde med den tyske ejendomsinvestor KanAm Grund Group og pensionskassen Ärzteversorgung Westfalen-Lippe.

Four Seasons Hotels er en vigtig brik den nye bydel

Om samarbejdet med hoteloperatøren Four Seasons Hotels siger bygherren på sin hjemmeside:

”København har længe etableret sig som en af Europas mest attraktive hovedstæder – en by defineret af gastronomi, design og arkitektur i verdensklasse samt sit pulserende byliv. Four Seasons Hotel i København tænkes som mere end blot en destination for internationale rejsende: Det skal blive en integreret del af byen og danne ankerpunkt for et revitaliseret bykvarter af skandinavisk og europæisk renommé.”

Transformationen af kontorerne til et hotel i den fredede hovedbygning er ifølge projekteringsleder i EKJ Claus Christensen en krævende opgave:

”Der er tale om en kompleks teknisk og bygningsmæssig opgave, hvor nutidens komfort skal passe ind i de gamle rammer. Da bygningen er fredet, skal vi bevare de gamle smukke rum, samtidig med at vi skal skabe plads til installationer som el og ventilation samt bundne placeringer som elevatorer, trapper og gangforløb – uden at kompromittere de historiske rum.”

Byggeriet går i gang, så snart der forligger en byggetilladelse på projektet.

Første del af etapen med at skabe det nye bykvarter har været i gang siden marts 2025 og omfatter ombygning og renovering af ca. 24.000 m² til kontorer og butikslejemål. Etapen forventes at være færdig i slutningen af 2027.

Den nye bydel Laksegade Kvarteret

Vil du læse mere om den nye bydel Laksegade Kvarteret, og hvordan EKJ indtil nu har været involveret, kan du læse:

Ny bydel i hjertet af København: Laksegade Kvarteret (projektbeskrivelse på EKJ.dk)
EKJ får vigtig rolle i at ombygge Laksegade Kvarteret (nyhed på EKJ.dk)
Projektkontoret i Laksegade sikrer smidige arbejdsgange og en god energi (nyhed på EKJ.dk)
Forvandler Laksegade Kvarteret til et levende byrum (nyhed på EKJ.dk)
Den største forvandling i København i årtier: Tilknappet bankkvarter skal lirkes op (Licitationen)
Laksegade Kvarteret (bygherres hjemmeside)

EKJ har stor erfaring med hotelbyggeri

EKJ har mange års erfaring med opførelse og renovering af hoteller – fra markante nybyggerier til nænsom ombygning af eksisterende hoteller i og uden for København. Heriblandt:

25 Hours Hotel
Steelhouse
Next House Copenhagen
Admiral Hotel
Tivoli Hotel og Kongrescenter