Specialiseret teknikrådgivning
EKJ Teknik samler vores specialister inden for el, VVS, ventilation, afløb og bygningsautomation. Her løser vi projekter, hvor både dyb teknisk ekspertise og stærkt tværfagligt samarbejde er afgørende for et vellykket resultat. Du får en rådgiver, der kan håndtere komplekse installationer – og samtidig sikre, at alle fag spiller optimalt sammen i det endelige byggeri.
Teknik til krævende miljøer
Vi har solid erfaring med projekter, der stiller skarpe krav til sikkerhed, drift og regulativer. Et godt eksempel er kemi-teknikfaciliteterne i DTU’s bygninger 228 og 229, hvor EKJ var projekteringsleder for konstruktioner, VVS, el og brandsikring. Projektet omfattede både opgradering og lovliggørelse af installationer samt forbedring af arbejdsmiljøet i forsøgshaller, laboratorier og værksteder – inklusive håndtering af gasser og ATEX-klassificerede områder efter gældende myndighedskrav.
Et andet eksempel er vores arbejde med klima- og opdriftssikring i den fredede Nationalbank, hvor EKJ bidrager til en ansvarlig og gennemarbejdet restaurering af en af landets mest markante bygninger – bl.a. også med en mockup i en småskalamodel, der skal teste og forfine de tekniske løsninger, som EKJ har udviklet.
Bæredygtige løsninger med dokumenteret effekt
Bæredygtighed er et centralt fokusområde i EKJ Teknik. Vi rådgiver om føringsveje, indstøbninger og installationsløsninger, der gør byggeriet både driftssikkert og montagevenligt. I eksisterende bygninger analyserer vi mulighederne for at reducere energiforbruget og forlænge levetiden – til gavn for både miljø og økonomi.
Vi arbejder aktivt med certificeringsordninger som DGNB og Svanemærket og indgår i tæt samarbejde med arkitekter og entreprenører for at skabe dokumenterbart bæredygtige byggeprojekter. Blandt vores certificerede projekter er DTU Skylab, der har opnået både DGNB Guld og Diamant, samt flere boligbyggerier, herunder et DGNB Guld-projekt i Slagelse.
Et tidligere eksempel er det grønne strøg i Tivoli Hotel og Kongrescenter, hvor trelags energiruder med solafskærmning reducerer behovet for opvarmning og køling – i samspil med en effektiv fjernkølecentral ved Kgs. Nytorv.
Teknik med ansvar
Hos EKJ arbejder vi ud fra et helhedssyn på bæredygtighed – socialt, økonomisk og miljømæssigt. Vi udvikler løsninger, der understøtter den grønne omstilling og skaber værdi for både bygningen, brugerne og samfundet. Og vi gør det i tæt dialog med bygherrer og samarbejdspartnere, så projektet bliver præcis så robust, fremtidssikret og driftssikkert, som det skal være.

Fra et af de store teknikrum i Det Nye Naturhistoriske Museum. Teknikrummene er så store og komplekse, at de har brug for deres egne teknikrum. EKJ har deltaget i alle faser af byggeriet og derudover rådgivet om indeklima – herunder specielle krav til temperatur, luftfugtighed, luftskifte i magasiner og udstillingsområder. Foto: Magnus Møller.










