januar 12 2023 0Comment

EKJ har vundet Sundparken Plejehjem

EKJ skal være med til at bygge et moderne plejehjem i 4 etager, der balancerer hjemlig stemning med den ypperste velfærdteknologi.

I grønne omgivelser nær Lergravsparken metrostation på Amager skal EKJ sammen med entreprenør Morten C. Henriksen og GPP Arkitekter stå for opførelsen af et moderne plejehjem i fire etager.

Plejehjemmet opføres for fsb, og kommer til at rumme 80 private boliger, der alle indeholder soveværelse og stue samt bad og toilet.

Der vil både være lejligheder til par og singler, og der bliver lagt stor vægt på, at indretningen bliver så hjemlig som muligt. Gulvene i beboernes soveværelser og stuer bliver af træ, og næsten alle værelser får en karnap/fransk altan.

Døgnrytmebelysning og tryghed til beboere med demens

Mens stemningen bliver hjemlig, skal de velfærdteknologiske virkemidler være i top. Plejehjemmet indrettes derfor i tæt samarbejde med plejepersonalet, der ved, hvordan tingene skal fungere i hverdagen, for at de kan yde den bedst mulige omsorg og pleje.

Vi kommer eksempelvis til at have ekstra fokus på at sikre demensramte beboere ved at indlejre sensorer både ude og inde, der kan give personalet besked, hvis en demensramt beboer er på vej væk. Og så bliver boligerne udstyret med døgnrytmebelysning, der følger solens gang, og er godt for helbredet.

Naboerne er velkomne

På hver etage vil der være dagligstuer, spisestuer og tv-stuer, som hører til den enkelte afdeling. Derudover vil der komme en lang række fælles faciliteter, som både beboere og andre ælde i området kan benytte. Det tæller bl.a. en stor cafe, et trænings- og motionsrum, et træningskøkken, tandpleje og frisør.

Plejehjemmet ventes at stå klar i efteråret 2025.

Visualisering: Rubow arkitekter, der har tegnet dispositionsforslag.