april 12 2023 0Comment

Bygning 116 vinder Den Danske Lyspris 2022

I EKJ er vi stolte over at være ingeniørrådgiver på teamet bag transformationen af DTU’s auditoriebygning 116, som nu har modtaget Den Danske Lyspris 2022.

”Lysdesignet i DTU Auditoriebygning 116 er smukt og poetisk. I det omfattende projekt er der arbejdet forbilledligt med såvel dagslys som kunstlys. Projektet udgør et pragteksempel på et godt samarbejde mellem alle projektets parter og demonstrerer, hvordan lyset kan spille en afgørende rolle ved transformering af eksisterende bygninger,” lød juryens begrundelse.

DTU’s auditoriebygning 116 er oprindeligt tegnet af Eva og Nils Koppel. Bygningen har været igennem en større transformation, hvor bygningens arkitektur er bevaret, men gjort mere imødekommende med aktive studiemiljøer i det, der tidligere var foyer- og gangarealer.

Lysprojektet omfatter mange forskellige elementer, der spænder over dagslysafskærmninger med farvede tekstiler, specialdesignede belysningsløsninger og videokunst til en overordnet belysningsstrategi for DTU.

Bygning 116 er DGNB Guld og Diamant-certificeret, og er tidligere blevet nomineret til Renoverprisen. Læs mere om transformationen her.


Teamet bag Bygning 116:

Arkitekt: Rørbæk & Møller Arkitekter
Dags- & kunstlysdesign: Lightscapes, Iben Winther Orton
Soltekstiler i foyer samt integreret lyskunst og scenetæppe i aud81: Lightscapes og billedkunstner Malene Bach Studio
Farvesætning: Malene Bach Studio
Ingeniør: EKJ Rådgivende Ingeniører
Hovedentreprenør: JAKON
Rådgivere på indretning og brugerproces: CCO og Mtre
Belysningsleverandører: EDEN, iBond, iGuzzini, Erco, La lampa gras og genbrugsarmaturer

Foto: Adam Mørk