november 24 2025 0Comment
Det genopførte pakhus SMK Thy, udstillingssilo og Doverodde Købmandsgård efter renoveringen set fra fjorden.

EKJ vinder Building Awards 2025 – Klima- og kystsikringsprisen for Naturlandsbyen ved Doverodde Købmandsgård

Naturlandsbyen ved Doverodde Købmandsgård: Projektet omfatter et nyt museum i et genbygget pakhus, en ny velkomstbygning, en naturlandsby med faciliteter for naturformidling og foreningsarbejde samt en ombygning af den gamle Doverodde Købmandsgård. Foto: Charlotte Dahl

EKJ vinder Building Awards 2025 – Klima- og kystsikringsprisen for Naturlandsbyen ved Doverodde Købmandsgård

Naturlandsbyen ved Doverodde Købmandsgård i Thy har vundet Building Awards 2025 – Klima- og kystsikringsprisen. Prisen hylder projekter, der sætter nye standarder for bæredygtighed, klimatilpasning og helhedsorienteret byggeri – og netop disse ambitioner har været drivkraften bag transformationen i Doverodde.

Projektet markerer en omfattende transformation af den historiske købmandsgård til en ny kulturdestination, der formidler områdets natur og kulturarv. Med et genopbygget pakhus, en ny velkomstbygning, en naturlandsby med faciliteter til naturformidling og foreningsliv samt en nænsom renovering af de eksisterende bygninger er projektet et eksempel på, hvordan bevaring og fornyelse kan gå hånd i hånd.

Et centralt fokus har været bæredygtighed og genanvendelse. Under genopbygningen af pakhuset er de oprindelige tegl og tagsten genbrugt, og hele projektet er udført med stor respekt for både materialernes historie og områdets karakter.

Et stærkt samarbejde på tværs af fagligheder

Forretningschef Klavs Bo Kamp hos EKJ fremhæver, at prisen er resultatet af et tæt og dedikeret samarbejde:

”Jeg er glad og stolt af anerkendelsen på mine kollegers og EKJ’s vegne. Det er et projekt, vi har været dybt engageret i igennem de seneste 3,5 år. Et projekt, vi med stolthed kan fortælle vores børn og børnebørn om – vi har været med til at skabe rammerne for kunsten i Thy,” siger Klavs Bo Kamp og fortsætter:

“Samarbejdet med Statens Museum for Kunst, Thisted Kommune, A.P. Møller Fonden og Reiulf Ramstad Arkitekter i Aarhus og Oslo har været præget af fælles visioner, stærke kompetencer og en passion for at skabe noget helt særligt.”

En vigtig anerkendelse for bæredygtigt kulturbyggeri

Hos EKJ ser vi prisen som en vigtig anerkendelse af vores arbejde med at skabe byggeri, der kombinerer funktionalitet, kulturarv, landskab og klima.

Naturlandsbyen ved Doverodde Købmandsgård viser, hvordan stærke visioner og tværfagligt samarbejde kan skabe rammer, der både tjener lokalsamfundet og inspirerer branchen.

Vi takker alle samarbejdspartnere for et engageret og tillidsfuldt samarbejde – og vi glæder os over, at projektet nu får den opmærksomhed, det fortjener.

Samarbejdspartnere i projektet:

  • Bygherre: Statens Museum for Kunst
  • Arkitekt: Reiulf Ramstad Arkitekter
  • Bygherrerådgiver: ERIK Arkitekter
  • Hovedentreprenører: TM Thyholm Murer A/S og Jens Jensen A/S

Om Building Awards:

Building Awards har siden 2018 samlet den danske bygge- og anlægsbranche for at hylde de projekter, virksomheder og personer, der er med til at drive udviklingen af dansk byggeri.

Der blive uddelt i alt 10 priser, der hver især anerkender de frontløbere, der er med til at skabe en bedre og mere bæredygtig branche.

Det er byggeriets dagblad Licitationen, der i samarbejde med en række partnere står for priserne.