april 22 2025 0Comment
Visualisering af det renoverede plejehjem Møllestien set udefra.

EKJ har vundet renovering af plejehjem i Århus

EKJ har vundet renovering af plejehjem i Århus på grund af en klar plan tidligt i processen

EKJ har sammen med to samarbejdspartnere vundet en opgave med renovering af plejehjemmet Møllestien midt i Århus. En klar plan for brug af aktivitetscentret under den 1,5 år lange byggeproces og en klar melding om, hvad bygherren kan få for sine penge, gjorde udslaget.

En klar plan for begrænsninger og muligheder i udbuddet allerede tidligt i udbudsfasen.

Det er ifølge forretningschef i EKJ Nord Klavs Bo Kamp en af grundene til, at EKJ sammen med Arkitektfirmaet Frost Larsen og byggefirmaet Knudsgaard er blevet udvalgt af Aarhus Kommune til at renovere plejehjemmet Møllestien midt i Århus’ latinerkvarter.

Den tre etager høje bygning, Møllestien, der stammer fra 1970’erne, rummer på de to øverste etager 58 plejehjemspladser og 28 beskyttede boliger. I stuen er der et aktivitetscenter med bl.a. café og forskellige aktiviteter for byens borgere.

”Når vi har lagt en klar plan så tidligt i processen, skyldes det, at vi har prioriteret, at det skal være muligt for borgerne at kunne benytte centret i stueetagen under hele byggeprocessen. Da alle installationer – fra kloakker, vand og varme til ventilation – skal skiftes ud under renoveringen betyder det, at de to øverste etager gennem processen kommer til at stå som råhus,” siger Klavs Bo Kamp og fortsætter:

”Vi kan føre mange af de nye installationer oppefra, men ikke kloakkerne, som vi skal have etableret under loftet nede i stueetagen. Så vi har især lagt en plan for, hvordan vi får lukket byggeriet af i små etaper efter aftaler med brugerne, så de i god tid ved, hvor vi har behov for at arbejde i hvilken periode.”

Udover nye installationer skal der også laves helt nye badeværelser, og flere af de mindre boliger lægges sammen til større, så de på alle planer bliver tidssvarende for både beboere og personale.

Lav loftshøjde er en udfordring

Den største udfordring er den lave loftshøjde i bygningen.

”I byggerier fra 70’erne er der som oftest ikke plads til moderne installationer på grund af en lavere loftshøjde, der dengang kun skulle være 2,20-2,30 meter mod 2,50 meter i dag – som bygherren i udbuddet også ønskede etableret. Men det kan simpelthen ikke lade sig gøre,” siger Klavs Bo Kamp og forsætter:

”Bygherren ønskede, at et eksisterende centralt placeret ventilationsanlæg skulle betjene de nye boliger. Udbudsmaterialet gjorde specifikt opmærksom på, at man ikke ønskede decentrale anlæg. Ikke desto mindre omfatter vores løsning små anlæg i hver lejlighed, da det både er det billigste, mindst pladskrævende og faktisk også mest bæredygtige, fordi man bedre kan tilpasse luftmængden – og dermed energiforbruget – til den enkelte lejlighed.”

Klar i mælet med hensyn til plan og penge

Klavs Bo Kamp har et bud på, hvorfor EKJ’s hold vandt renoveringsopgaven ud af fire prækvalificerede, selvom nogle af holdets løsninger går imod ønsker fra bygherren.

”Udover den faste plan for renovering af stueetagen har vi været meget klare på, hvad vi kan tilbyde til den fastsatte budgetpris på 54 mio. kr.: Hvad der konkret kan lade sig gøre til prisen – og hvorfor genanvendelse af det centrale ventilationsanlæg vil være en dårlig ide. Den klarhed var bygherren imponeret over, har vi senere fået at vide.”

Det er ikke nyt for EKJ at arbejde sammen med Arkitektfirmaet Frost Larsen og byggefirmaet Knudsgaard. Men det er første gang, at de samarbejder om en stor renoveringsopgave som Møllestien.

Det nyrenoverede Møllestien forventes at stå klar til indflytning den 1. april 2027.

 

Projektleder i EKJ Brian Ugelsø Bak står foran plejehjemmet Møllestien, som snart skal totalrenoveres.

Projektleder i EKJ Brian Ugelsø Bak ser frem til i samarbejde med arkitektfirmaet Frost Larsen og byggefirmaet Knudsgaard at gå i gang med at renovere plejehjemmet Møllestien i Aarhus.

Byggefakta

Stor erfaring med institutionsbyggeri

EKJ har stor erfaring med institutionsbyggeri – både nybyggeri, ombygning og renovering – fra vuggestuer, børnehaver og fritidshjem til plejeboliger.