marts 30 2026 0Comment
Ulrik Ploug og Susanne Junge står i et af de kontorafsnit, der har fået installeret ny, dynamisk belysning i EKJ. Her ses det varme lys om formiddagen og eftermiddagen på omkring 2.700 kelvin.

Dynamisk belysning skal løfte trivsel og sænke klimaaftryk

Kommunikations- og presseansvarlig i EKJ Susanne Junge (th) – som her står med projektlederen, el-installatør i EKJ Ulrik Ploug – kan tydeligt mærke forskel på den gamle - og den nye belysning. ”Det lyser på en helt anden måde – nærmest klarere,” siger hun. Belysningen på billedet er formiddagslys på omkring 3.000 kelvin. Foto: Charlotte Dahl

Dynamisk belysning skal løfte trivsel og sænke klimaaftryk i EKJ

EKJ har udskiftet et forældet belysningsanlæg med dynamisk LED-belysning på sit 4.000 kvadratmeter store hovedkontor i København. Det giver både mere velvære for medarbejderne og mindre klimaaftryk.

EKJ’s hovedkvarter i København har fået installeret dynamisk belysning – også kaldet døgnrytmelys. Over tre måneder er et forældet anlæg på 4.000 kvadratmeter kontor blevet udskiftet, fordi armaturerne bl.a. indeholdt farlige stoffer, og de enkelte lyskilder derfor ikke længere kunne skiftes.

Som projektleder så el-installatør og fagleder i EKJ Ulrik Ploug udskiftningen som en mulighed for at komme i spil over for udlejeren, ATP Ejendomme, ved selv at foreslå en løsning, der kunne løfte både komfort og klimaaftryk.

”Belysningen skulle jo udskiftes før eller siden, og da vi har alle relevante fagligheder i EKJ, var det oplagt at foreslå os selv som rådgiver for et projekt, der både fulgte solens gang og sparede 13 % CO2, fordi armaturernes rammer er af hør, og ikke af plast.”

Udlejeren accepterede den foreslåede løsning, selvom den var noget dyrere end et standardalternativ.

“Vi ser det som en stor fordel at være tæt involveret i udskiftningsprocesser. Når vores lejere tager ejerskab og byder ind med deres ønsker, sikrer det, at løsningerne ikke bare fungerer på papiret, men også i praksis for dem, der skal bruge dem. Samtidig er det en styrke, at EKJ har de faglige kompetencer i huset til at vælge de bedste løsninger,” siger Simon Haagensen, projektleder hos ATP Ejendomme.

Lys, der følger dagens rytme

Det nye anlæg er udført med Tunable White, hvor lysfarven skifter fra 2.700 kelvin om morgenen til 6.500 kelvin midt på dagen.

”Det giver mere velvære, mentalt fokus og trivsel, når lyset er dynamisk og følger solens rytme i modsætning til en typisk kontorbelysning, der er statisk hele dagen,” siger Ulrik Ploug og tilføjer:

”Vi har også hævet lysstyrken fra 200 lux til 500 lux i forhold til det tidligere anlæg. Vi håber, at vores nye lyssætning samlet vil bidrage til et mindre sygefravær og større effektivitet.”

Medarbejdere mærker forskellen

Kommunikations- og presseansvarlig i EKJ Susanne Junge fortæller, at lyset opleves markant anderledes:

”Jeg er vild med sollys og lægger mærke til, når dagene bliver længere. Derfor er jeg meget glad for det nye kontorlys. Det lyser på en helt anden måde – nærmest klarere. Da mit afsnit fik lyset først, blev kolleger virkelig overraskede, når de trådte ind – og mange sagde: ‘Hold da op, sikke en forskel’.”

Bæredygtighedschef Lotte Krusegaard Madsen er også glad for den nye belysning.

”Jeg er stolt af, at valget af armaturer gik på kvaliteten af lyset, styringsmulighederne, og at vi samtidig fik et armatur med en skal af hør i stedet for en traditionel plastikskal, som betyder, at der er blevet udledt mindre CO2 i fremstillingen af armaturet,” siger hun og tilføjer:

”Jeg kan tydeligt mærke, at kvaliteten og niveauet af lyset er forøget, og jeg føler mig mere frisk end før, hvor lyset kunne være lidt søvndyssende.”

Projektleder i EKJ’s konstruktionsafdeling Henrik Kjær Mørk peger på den generelle komfort:

”Rummet er mere behageligt at opholde sig i. Så det er en klar forbedring,” siger han.

Zonestyring skal spare energi

Bæredygtigheden handler dog ikke kun om materialer og lysstyring i løbet af dagen, understreger Ulrik Ploug. Kontoret er nu opdelt i mindre zoner, som kun bliver oplyst, når der er aktivitet.

”Før blev større områder oplyst ved aktivitet. Nu tænder vi i mindre områder, når der er behov, og naboområdet bliver svagt oplyst, så det ikke ligger helt i mørke. På den måde sparer vi lys og får mere komfort,” siger han.

Som afrunding fremhæver han, at løsningen også har værdi udadtil:

”Det er godt at have et demonstrationsprojekt i eget hus. Så kan vi invitere kunder og samarbejdspartnere på besøg og med bedre vægt argumentere for den slags løsninger.”

Læs også medarbejderportræt af el-installatør og fagleder Ulrik Ploug.

Da armaturerne har rammer af hør og ikke af plast, sparer den nye, dynamiske belysning i EKJ 13 % CO2. Dertil kommer en yderlige besparelse på energi og CO2 ved at kontoret er blevet opdelt i mindre zoner, som kun bliver oplyst, når der er aktivitet. Foto: Charlotte Dahl

Fakta om dynamisk belysning i EKJ

  • EKJ’s nye belysningsanlæg på hovedkontoret i København benytter tunable white-teknologi, som giver mulighed for at justere lysets farvetemperatur hen over dagen for at efterligner solens naturlige rytme. Spændet er fra 2.700 kelvin (morgen- og aftenlys) til 6.500 kelvin (middagslys).
  • Anlægget kører automatisk, men kan også styres manuelt via kontakter rundt omkring i bygningen.
  • Belysningen skaber et mere behageligt og stimulerende arbejdsmiljø, som kan understøtte både koncentration og trivsel.
  • Loftsspot på væggene sørger for en mindre mørk, mere lysende flade og gør også, at rummene føles større.
  • Kontorområderne er inddelt i mindre områder, som oplyses ved aktivitet i rummet. Naboområder har også en svag belysning, så de ikke ligger mørke hen.

Kilde: Ulrik Ploug