juni 18 2025 0Comment

DGNB Guld til nyt boligbyggeri i Slagelse

EKJ sikrer DGNB Guld til nyt boligbyggeri i Slagelse

Som DGNB-auditor har EKJ sørget for, at en ny boligbebyggelse i Slagelse har opnået bæredygtighedscertificeringen DGNB Guld. Det er vigtigt løbende at følge byggeprocessen, da der kan ske ændringer undervejs, som trækker point og dermed certificeringsniveau ned, siger DGNB-konsulent Cecilie Rise Andersen.

”Der sker altid noget uventet på en byggeplads.”

Det siger Cecilie Rise Andersen, DGNB-konsulent i EKJ Rådgivende Ingeniører, der har været med til at sikre, at en ny boligbebyggelse i den nye bydel Kvægtorvet i Slagelse har opnået bæredygtighedscertificeringen DGNB Guld.

DGNB vurderer bygningers bæredygtighed ud fra parametrene ’miljø’, ’økonomi’ og ’sociale forhold’. For at opnå ’Guld’ skal byggeriet have en score på mellem 65 % og 80 % ud af 100 %.

Noget af det uventede, der skete for Kvægtorvets boligbyggeri – som omfatter 324 lejeboliger fordelt på rækkehuse, lejligheder og ungdomsboliger i 2-4 etager – var, at man ikke kunne genbruge lige så meget jord fra den tidligere slagterigrund som forventet.

”Jorden viste sig at være mere forurenet, end vi havde regnet med. Derfor kunne totalentreprenøren, Jorton, ikke genbruge den forventede mængde jord, hvilket trak ned i byggeriets samlede DGNB-score. Men takket være vores gode dialog og klare rollefordeling fandt vi frem til nogle andre tiltag, som kunne indhente de mistede point.”

Løsningen blev så forskellige ting som at fokusere på driften af bygningerne ved at etablere nedfældede riste og måtter ved alle indgangsdøre – og derved mindske rengøringen i den efterfølgende drift – og at opruste på det sociale ansvar under byggeprocessen.

Hvad angår det sidste, siger Cecilie Rise Andersen:

”I samarbejde med Jobcentret ansatte totalentreprenøren fem personer uden for arbejdsmarkedet og tilrettelagde arbejdsfunktioner og arbejdstid efter, hvad deres personlige overskud og kompetencer var. Blandt arbejdsopgaverne var at rengøre skurvogne ajourføre ordrer, fortage indkøb, låse pladsen af og sørge for at byggeaffaldet blev sorteret korrekt.”

Tidlig involvering som DGNB-auditor

Som auditor har EKJ været med helt fra byggeriets indledende faser i tæt samarbejde med arkitekt, ingeniør og entreprenør – AART, ABC Rådgivende Ingeniører og Jorton.

”Min auditorkollega, Morten Zimmerman, og jeg har lige fra dispositionsforslaget primo 2021 og frem til afleveringen ultimo 2024 løbende vejledt og haft en tæt dialog med de relevante fagfolk for at optimere byggeriet, så vi kunne komme i mål med DGNB Guld,” siger DGNB-konsulenten.

365 forskellige kriterier i DGNB

Ifølge Cecilie Rise Andersen indgår der 365 forskellige kriterier i en DGNB-certificering. På spørgsmålet om, hvad der især har bidraget til Guld-certificeringen, siger hun:

”Vi har brugt LESS-mursten, der er produceret på vedvarende energi og vejer mindre end konventionelle mursten. Begge dele giver et lavere CO2-aftryk. Desuden er mursten stort set vedligeholdelsesfrie. Vi har også valgt tagpap, der kan holde i 50 år mod normalt 20 år. I det hele taget har vi lagt vægt på at bruge robuste og vedligeholdelsesfrie materialer.”

”Vi har også haft fokus på valg af byggematerialer med lav afgasning fra miljøfarlige stoffer f.eks. i maling, fuger og lim. Et kernepunkt var også, at det anvendte træ – f.eks. til vinduesrammer, gulve og værn og stilladser på byggepladsen – var anskaffet på forsvarlig vis fra dyrkning og produktion til transport. Desuden har al sanitet vandbesparende elementer.”

Stort fokus på indeklima

Der har også været fokus på indeklima.

”Det er vigtigt, at man laver boliger, hvor folk har lyst til at opholde sig, hvilket betyder, at både det visuelle, termiske og akustiske skal være i orden. Så der skal både være nok dagslys, ikke for varmt eller for lydt. Det kan godt være en svær balancegang. For hvis man har for store vinduer, kan man risikere overtemperatur – som mere teknisk vil sige, at der er over 27 grader i mere end 100 timer om året (jf. vejledningen i BR18, red.),” siger Cecilie Rise Andersen og fortsætter:

”Det har vi f.eks. fået løst ved, at noget af byggeriet er opført som en hestesko, der ’skygger’ for de sydvendte sider, mens størrelsen på vinduer varierer, alt efter hvilket verdenshjørne de vender mod.”

Med DGNB-certificeringen i foråret 2025 er boligbyggeriet på Kvægtorvet nu en af de omkring 587 DGNB-certificerede bygninger og byområder i Danmark.

Boligbyggeriet i den nye bydel, Kvægtorvet, i Slagelse omfatter 324 lejeboliger fordelt på rækkehuse, lejligheder og ungdomsboliger i 2-4 etager. Foto: Jorton

Vidste du at…

EKJ er involveret både som DGNB-auditor og rådgivende ingeniør i et andet større byggeri på Kvægtorvet, der omfatter et friplejehjem, plejeboliger og seniorboliger – 11.615 m2 i alt – og som skal stå klar primo 2026.

Målet er, at plejehjemmet skal certificeres med DGNB Sølv, mens de to andre bebyggelser stiler mod Guld. PFA er sammen med OK-Fonden bygherre, AART er arkitekt, og Nordstern er entreprenør.

Hvad er DGNB?

DGNB-certificering omfatter 365 kriterier, der samlet vurderer en renovering, et nybyggeri eller et byområde ud fra sociale, miljømæssige og økonomiske parametre. Det kan f.eks. være biodiversitet, indeklima, miljøfarlig og sundhedsskadelig kemi, CO2-aftryk, sociale forhold og holdbarhed.

Der findes Sølv, Guld eller Platin, alt efter hvor godt projektet performer.

EKJ har altid fokus på bæredygtighed

EKJ forsøger i alle projekter at bidrage aktivt til at fremme den grønne omstilling og løse miljø- og samfundsmæssige udfordringer. Det gør vi bl.a. ved at tilbyde professionel rådgivning om ESG-rapportering (Environment, Social & Governance) og bæredygtighedscertificeringer som DGNB, Svanemærket og EU’s taksonomi.