Adm. direktør, Henrik Juul Sørensen, fejrer 60-års fødselsdag lørdag den 7. marts 2026.
Henrik Juul Sørensen er oprindeligt uddannet bygningsingeniør og begyndte sin karriere som bygningsblikkenslager, før han bevægede sig videre mod ingeniør- og E-MBA studiet. Siden 2014 har han været en del af EKJ, hvor han fra 2018 har haft ansvaret som administrerende direktør. Under hans ledelse er EKJ vokset betydeligt i Vestdanmark gennem opkøb og etablering af nye kontorer, samtidig med at virksomheden har fastholdt en medarbejderkultur præget af loyalitet, hjælpsomhed og tillid.
Ledelse i takt
Som leder lægger Henrik stor vægt på følgeskab fremfor kommando og kontrol. Inspireret af både tangoens subtile samarbejde og toplederfigurer og ledelsestænkere som Lars Kolind og Steen Hildebrandt prioriterer han en ledelsesstil, hvor medarbejdere får plads til at tænke selvstændigt og tage ansvar. Henrik beskriver sin egen rolle som “spillende træner”: Han smøger ærmerne op, når det er nødvendigt, men skaber samtidig plads til, at ledere og medarbejdere kan bidrage aktivt med ideer og løsninger.
Henrik er også optaget af at anvende EKJ’s ekspertise til at adressere samfundsmæssige udfordringer som klima, biodiversitet og bæredygtighed. Han understreger, at virksomhedens rådgivning om byggeri, teknik, miljø, vej og klima skal bidrage til løsninger, der er til gavn for både mennesker og miljø.
Stolthed i håndværket
Henrik er kendt som en passioneret håndværker, fra zinkarbejde til kobberdetaljer, og som en leder, der værdsætter stærke relationer og stolthed blandt medarbejdere. Hans filosofi kombinerer professionalisme med menneskelig indsigt og empati. Det har været og er med til at forme EKJ som en virksomhed, hvor medarbejdere trives og kunder føler sig godt rådgivet.
Familie, fritid og fornyelse
Privat er Henrik gift med arkitekt Birgitte Juel Lau Eriksen, og familien tæller pt. 3 børn, 2 bonusbørn og 4 børnebørn. Fritiden går med at renovere og ombygge huset på Henriksvej i Københavns Nordvest , og han holder sig aktiv med jagt og motion til vands og til lands.